Menu

Mangeårige klubtræner hædret i Fløng-Hedehusene Fodbold

image
Bestyrelsen
18. oktober 2016 kl. 08:08
En af Fløng-Hedehusene Fodbold store støtter blev fejret for 40 år som træner og overrasket med tildelingen af DBU Sjællands æresemblem.

Han er kendt vidt og bredt i Fløng-Hedehusene Fodbold og mange af klubbens nuværende trænere kan huske, at de selv har haft ham som træner. Henrik Berggren har gennem 40 år været en trofast og loyal træner - først i Fløng IF og siden i sammenlægningen Fløng-Hedehusene Fodbold.   

Den imponerende milepæl blev fejret lørdag 8. oktober med en reception i klubhuset på Stenbuen, hvor spillere, trænerkollegaer og bekendte var dukket op for at hædre jubilaren. Til Henrik Berggrens store overraskelse dukkede Jacob Koed fra DBU Sjællands bestyrelse også op.

Jacob Koed havde fået til opgave at hædre den rutinerede træner med DBU Sjællands æresemblem, der kan tildeles personer, der i minimum 15 år har udført væsentligt arbejde i en medlemsklub. Han tegnede et billede af en beskeden og trofast træner med en prisværdig passion for fodbolden og trænergerningen.   

"Du har gennem tiden påvirket manges liv. Både spillerne som du har trænet, men også forældrene som har været omkring spillerne. Den påvirkning er meget større, end du måske tænker over i dagligdagen.", sagde Jacob Koed.

Motivation
I dag nyder klubbens U9 spillere godt af Henrik Berggrens store viden og erfaring, men som Jacob Koed sagde til jubilaren, så er der nogle ting der går igen uanset, hvilken spiller man træner. Blandt andet det prisværdige i, at Henrik Berggren har fastholdt motivationen gennem 40 års trænergerning.  

"Det handler om at kunne fastholde motivationen og udviklingen, så spillerne stadig synes det er sjovt, og at de får noget med hjem. Men – det handler jo også om det samme den anden vej – nemlig at træneren synes det er sjovt, og at man selv får noget ud af det. Det er jo både når man møder børnene i byen og de siger 'hej træner', eller om det er seniorspillere, man tidligere har trænet, der stadig spiller, og man kan tænke for sig selv, at ham, har man været med til at udvikle."

Jacob Koed opfordrede klubben til at passe godt på Henrik Berggren, og understregede nødvendigheden frivilligheden i fodbolden.

"Du er en af dem, der er altafgørende for at en klub som Fløng Hedehusene kan eksistere. For uden trænere som dig, så ville der jo ikke være en klub."

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk